Triker-traditionen fortsætter, de kommer i pinsen

Triker-træffet i pinsen er altid blandt de populæreste arrangementer i sæsonen. Og vi ser ingen grund til at ændre en succesopskrift, som vores gæster er vilde med. Så igen i år triller trikerne ind på Hasmark Strand Camping, når kalenderen rammer pinseweekenden.

Hele weekenden kan de særlige køretøjer beundres på pladsen, og lørdag den 3. juni får gæster og alle interesserde udefra mulighed for en tur i de trehjulede monstermotorcykler. Trikerne betaler selv for benzin og beder i stedet deltagere give en donation på 40 kroner til Hjerteforeningen for en tur.

Prøv en trike lørdag den 3. juni fra 16.00-17.00. Sidste år fik 174 en tur og samlede dermed 6.960 kroner ind til Hjerteforeningen. Vi krydser fingre for, at vi når et ligeså flot resultat i år.